Møde om energilagring i Industriens Hus 24/8 2017. Fra venstre: Jens Joel (Socialdemokratiet), Stine Grenaa Jensen (Energinet), Troels Ranis (DI Energi), Thomas Danielsen (Venstre), Christian Pohl (Alternativet)

Danmark skal satse på energilagring

fredag 25 aug 17

Om mødet

Mødet var arrangeret af DI Energi i samarbejde med Brintbranchen, Innovationsfonden, DTU, Akademiet for Tekniske Videnskaber og Ingeniørforeningen IDA. En række af oplæggene kan ses her
Enigheden var bred, da virksomheder, forskere, interesseorganisationer og politikere mødtes for at diskutere Danmarks muligheder inden for energikonvertering og -lagring: Der er behov for en målrettet satsning på området.

Den fortsatte udbygning af vedvarende energikilder som vind og sol kræver effektive lagringsteknologier. Vi får nemlig brug for at kunne gemme energi til fx de vindstille, overskyede dage hvor forbruget af el overstiger produktionen. På et velbesøgt møde i Industriens Hus den 24. august 2017 kunne man konstatere at det er en erkendelse som både forskere, energiselskaber, teknologivirksomheder og politikere deler. En styrkelse af Danmarks indsats inden for forskning og udvikling af teknologier til konvertering og lagring af energi vil ikke bare understøtte overgangen til et 100% fossilfrit energisystem, men også åbne store muligheder for arbejdspladser og eksport for danske virksomheder.

Branchedirektør Troels Ranis fra DI Energi, som repræsenterer 390 danske virksomheder i energibranchen, bød velkommen med en understregning af det betydelige markedspotentiale inden for energilagring og energikonvertering, som kun kan realiseres ved en betydelig forsknings- og innovationsindsats. Der er behov for en flerårig, strategisk satsning på området, gerne forankret i et nationalt center for energilagring. Dette budskab blev gentaget af flere af foredragsholderne. DTUs prorektor Rasmus Larsen betonede desuden behovet for at uddanne flere ingeniører til denne vigtige branche.

Ved en paneldiskussion med deltagelse af energiordførerne fra Socialdemokratiet, Venstre og Alternativet blev det klart at der er bred enighed om den store rolle, som energilagring kommer til at spille i det kommende Energiforlig. Betydningen af stabile rammevilkår og nødvendigheden af en strategisk, langsigtet satsning blev også påpeget fra flere sider.

En vigtig pointe, som bl.a. blev fremhævet af professor Henrik Lund fra Aalborg Universitet, er at elektrolyse bliver en afgørende teknologi når det gælder om at få transportsektoren gjort bæredygtig. Elektrolyse kan bruges til at omdanne elektricitet til syntetiske transportbrændsler og gør det i øvrigt også muligt at gemme strøm på gasform i de eksisterende naturgaslagre. Begge aspekter bliver vigtige, da batterier bliver for dyre hvis man skal gemme strøm i meget stor skala. I Tyskland er der allerede en betydelig indsats på elektrolyse i det ambitiøse Kopernikus-projekt. Denne indsats samt Siemens’ aktiviteter på området var emnet for dagens to sidste indlæg. Derefter fortsatte den livlige diskussion.

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.