Thue Trofod hædret for sin forskning i printede solceller

torsdag 15 dec 16

Kontakt

Thue Trofod
Postdoc
DTU Energi
46 77 47 34

Den 31-årige postdoc Thue Trofod fra DTU Energi modtog onsdag Jorcks Fonds Forskningspris 2016 som en anerkendelse af hans store engagement og gode forskning i den nyeste generation af plastsolceller. Prisen blev overrakt af højesteretspræsident Poul Søgaard ved en ceremoni i Højesterets lokaler.

Nørrebrodrengen Thue Trofod går ind for fornybar energi, og han har fra barnsben været meget fascineret af solceller. Så da han i 2010 fik mulighed for at blive del af forskningen i plastsolceller på DTU, slog han til.

På DTU Energi forskes der i solceller fremstillet af plast (polymerer). Disse solceller kræver i sammenligning med konventionelle solceller af silicium et meget mindre ressource- og energiforbrug ved fremstillingen, og cellerne kan fremstilles i stor skala ved hjælp af billige produktionsmetoder kendt fra den grafiske industri.

”Det lød superspændende at være del af! Ikke mindst den industrielle del af det”, siger Thue Trofod. Hans succesmål er, at forskning giver mening i den virkelige verden og ikke kun i laboratorierne. Det mål har han nået på DTU Energi, hvor han lavede sit speciale, så tog sin ph.d. og nu er på sin tredje postdoc-ansættelse.

"Jeg glæder mig til at få lov at lege med et par ideer, som jeg længe har haft, men ikke haft råd til at forske i"
Thue Trofod, postdoc, DTU Energi

”Det er så nemt for forskere at blive i laboratoriet, og blandt solcelleforskere er der måske en tendens til at låse sig fast i små solceller. For det giver bedre konverteringseffektivitet og små celler er nemmere at måle, hvilket giver gode artikler i Science og Nature. På DTU forsker vi i printede solceller, der skal bruges.”

Thue Trofod har siden 2010 forsket i plastsolceller, men han er gradvist gået over til at forske i en ny type af printede solceller kaldet perovskit-solceller, der er en hybrid mellem organiske og uorganiske solceller.

”Perovskit dukkede op for fire-fem år siden. De organiske plastsolceller er nemme og billige at producere, men de døjer med en lav konverteringseffektivitet. Uorganiske materialer har en bedre ledningsevne, så ved at lave en hybrid mellem det organiske og uorganiske, kaldet perovskit, får vi det bedste fra begge dele.”

I laboratoriet er perovskit-solcellerne nu oppe på en konverterings effektivitet på over 20 procent, men når materialet skal være printbart og kunne masseproduceres falder effektiviteten til cirka ti procent. Hvilket er godt, men endnu ikke godt nok til markedet. Så der er stadig masser at lave for Thue Trofod og kollegerne.

”Egentlig ville jeg ikke være forsker, men jeg kunne mærke den gode stemning fra første dag. Det drive, der driver forskningen her, sammenholdet, at vi har en fælles mission, og det har fået mig til at blive og forske. Det er stadig supersjovt at gå på arbejde, selv om jeg hele tiden er midlertidigt ansat som postdoc.”

Thue Trofod har nu fået Jorcks Fonds Forsknings Pris 2016 som anerkendelse af hans engagement og gode forskning. 200.000 kroner er ikke meget i en verden, hvor bevillinger gives i millioner af kroner, men Thue Trofod er rigtig glad for anerkendelsen og ikke mindst for muligheden for at lege lidt.

”Det er rart at få en pris, selv om det egentlig burde være til hele holdet. Vi er supergode sammen. Men jeg glæder mig til at få lov at lege med et par ideer, som jeg længe har haft, men ikke haft råd til at forske i.”

Prisen fra Jorcks Fond giver Thue Trofod mulighed for at forske i udviklingen af en ny målemetode, der skal kunne kortlægge visse elektriske nøgleegenskaber for printede solceller. Det vil give ny indsigt i hvordan og hvorfor disse egenskaber varierer over solcellens areal, et fænomen der er en udtalt hindring for udviklingen af printede solceller til kommerciel teknologi.

Fakta om Jorcks Fonds Forskningspris

Jorcks Fonds Forskningspris blev overrakt af højesteretspræsident Poul Søgaard, som er formand for bestyrelsen i Jorcks Fond, ved en sammenkomst i Højesteret onsdag den 14. december 2016. Foruden æren består prisen af et pengebeløb på 200.000 kroner, der skal bruges til at fortsætte prismodtagernes forskning og undervisning.

Prisen bliver uddelt til tre yngre forskere efter indstilling fra udvalgte universiteter. Foruden DTU var Aarhus Universitet og Aalborg Universitet i år udvalgt.

Blandt prismodtagerne var også lektor Jacob Wittrup Schmidt fra DTU Byg, som forsker i innovative løsninger inden for fiberkompositter. Læs her om Jacob Wittrup Schmidts forskning

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.
http://www.energy.dtu.dk/Nyheder/Nyhed?id=73760a01-dc1b-4124-967a-2d8f30f9d4be
25 SEPTEMBER 2017