DTU Energileksikon

Evighedsmaskine

En evighedsmaskine er en tænkt maskine, der producerer mere energi end den forbruger. Den ville således kunne køre til evig tid uden tilførsel af energi udefra. Siden slutningen af 1700-tallet da det franske videnskabsakademi tog den beslutning ikke længere at ville undersøge påståede evighedsmaskiner, har det i videnskaben været alment accepteret at evighedsmaskiner er umulige. Denne konklusion blev underbygget i takt med forståelsen af de termodynamiske hovedsætninger: En evighedsmaskine ville være et brud på loven om energibevarelse, som er en af de mest velunderbyggede fysiske love overhovedet.

Det har imidlertid ikke forhindret massevis af opfindere i at prøve at konstruere mere eller mindre fantasifulde evighedsmaskiner. Opskriften har ikke ændret sig meget gennem tiden: En kompliceret udseende maskine der drejer rundt, tilsyneladende uden ydre påvirkninger, og en vidtløftig teoretisk forklaring som kan involvere vakuumenergi eller antityngdekraft eller andre uforståelige årsager. På engelsk bruger opfinderne ofte termen 'free energy', som spiller på at 'free' kan betyde gratis. I videnskabelig sammenhæng har den frie energi intet at gøre med evighedsmaskiner. Den frie energi er blot den største mængde arbejde som et system kan udføre på sine omgivelser ved en vis temperatur.