Ny bog redigeret af DTU Energi-professorerne Nini Pryds og Vincenzo Esposito

Indimellem er der brug for både kompas og tilbageblik på videnskabens hav

fredag 02 feb 18

Kontakt

Nini Pryds
Sektionsleder, Professor
DTU Energi
46 77 57 52

Kontakt

Vincenzo Esposito
Professor
DTU Energi
46 77 56 37

Professorerne Nini Pryds og Vincenzo Esposito, DTU Energi, har udgivet bogen ”Metal Oxide-Based Thin Film Structures”, som gør status over forskningen i tyndfilm, oxider og grænseflader og som opdaterer både nytilkomne forskere og garvede eksperter på området med den seneste viden.

Vi har aldrig udvidet vores videnskabelige horisonter så hurtigt som nu. Hvert år udgives 2,5 millioner videnskabelige artikler alene på engelsk, og i dette hav af information kan selv garvede  forskere indimellem fare vild og tabe retningssansen. Hvor er vi, hvordan kom vi her, og hvor skal vi hen?

Derfor er der brug for videnskabelige oversigtsbøger som ”Metal Oxide-Based Thin Film Structures”, som professorerne Nini Pryds og Vincenzo Esposito, DTU Energi, udgav i efteråret, og som nu er i handlen.

”Vi har samlet den seneste viden om tyndfilm, oxider og grænseflader, fordi det er et område med enormt potentiale både til energi- og informationsteknologi, som udvikler sig meget hurtigt fra dag til dag. Langt de fleste forskere vil gerne sætte sig ned og skrive en bog om deres arbejde, men de har ikke tiden, så meget viden bliver ikke delt”, siger Nini Pryds og Vincenzo Esposito.

Opsummering over forskningen

"Vi hjælper folk til at forstå feltet, og andre til at forstå detaljerne. Bogen er skrevet, så den stadig vil være aktuel om to-fem år"
Professorerne Nini Pryds og Vincenzo Esposito, DTU Energi

DTU Energi er blandt verdens førende inden for forskning i oxidmaterialer til tyndfilm, og som foregangsfolk og topforskere indenfor området kunne Nini Pryds og Vincenzo Esposito få folk i tale, der som udgangspunkt ikke har tid til at deltage, men som dog anerkendte behovet for at give en oversigt over viden på området.

Resultatet er en opsummering af internationale topforskeres arbejde indenfor metaloxider, grænseflader og tyndfilm, hvad deres forskning kan anvendes til og hvor teknologierne baseret på oxidbaserede tyndfilm bevæger sig hen. Oxidbaserede tyndfilm bruges indenfor heterogen katalyse, kemiske sensorer, elektriske og magnetiske enheder og som halvledere inden for elektronik til især energi- og informationsteknologier, herunder til hukommelseskort.

Kapitlerne dækker fra fabrikation af tynd film til anvendelse; fra teorier om epitaxiale vækstmekanismer, strukturelle træk og defektdannelser i materialerne; over hvordan materialerne karakteriseres og modelleres; til det sidste af fire hovedafsnit, som handler om de praktiske anvendelsesmuligheder. Indsamlet og redigeret af DTU-professorerne, så nye forskere kan få indblik i metoderne, og eksperter på området kan få overblik over eksisterende viden på området.

“Vi hjælper folk til at forstå feltet, og andre til at forstå detaljerne. Bogen er skrevet, så den stadig vil være aktuel om to-fem år, for selv om prioriteterne måske ændres, så der f.eks. kommer mere fokus på solceller og mindre på batterier, så vil de fundamentale metoder og processer være de samme”, siger Nini Pryds.

”På den måde kan nye forskere på området få indblik i helt basale ting såsom hvilken metoder man kan bruge til at fremstille tynd film oxid, hvad udfordringerne er og hvor vi skal hen i fremtiden. Helt praktiske spørgsmål, som eksperterne på området måske tager for givet, at det ved alle da! Men hvor skulle de nye vide det fra, hvis folk ikke har tid til at fortælle dem det”.

Blandt de eksperter, der har bidraget til bogen, er to seniorforskere fra DTU Energi. Karin Vels Hansen har skrevet om en metode til at måle overfladers elektrokemiske egenskaber ved høje temperaturer og i forskellige atmosfærer. Det kan man gøre vha. et særligt mikroskop, som er udviklet på DTU Energi: CAHT-SPM (Controlled atmosphere high-temperature scanning probe microscope). Yunzhong Chen giver i sit kapitel en oversigt over de mekanismer, der fører til en elektrisk ledende fase på grænsefladen mellem to isolerende keramiske materialer.

Bogen ”Metal Oxide-Based Thin Film Structures- Formation, Characterization and Application of Interface-Based Phenomena” er udgivet af forlaget Elsevier.

Roadmap på vej

Professor Nini Pryds er nu gået i gang med at udgive et videnskabeligt roadmap over feltet. For mens den nye bog mest er en statusopgørelse, en opsamling af nutidig tilgængelig viden, så folk forstår og kan forske i teknologierne, vil han nu lave noget, der ser fremad. Præcis som et vejkort, roadmap på engelsk, der excellerer i at vise, hvor du er, hvor du kan komme hen, og de forskellige veje du kan komme benytte for at komme fra A til B.

”Oxider bruges til meget og er et bredt forskningsområde, og vi er på DTU blandt de førende i verden på området. Det benytter vi nu til at gå mere i detaljer på et af områderne: Tyndfilm og dets grænseflader. Vi vil vise, hvor tyndfilm-teknologierne bevæger sig hen, og beskrive hvordan specialdesignede tyndfilm har utrolig mange anvendelsesmuligheder”, siger Nini Pryds. Roadmappet ventes færdigt i første halvår 2018.

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.
http://www.energy.dtu.dk/nyheder/nyhed?id=6BCBB369-B113-4E80-BADA-DDAA7256561F
17 AUGUST 2018