Den videnskabelige frontløber fra Sicilien

onsdag 20 dec 17

Kontakt

Vincenzo Esposito
Professor
DTU Energi
46 77 56 37

Nysgerrighed har altid været den grundlæggende drivkraft for den nyudnævnte professor på DTU Energi, Vincenzo Esposito. Hvor mange forskere er tilfredse med at være specialister i et enkelt forskningsområde, har Vincenzo Esposito altid ønsket at udvide videnskabens grænser bare et lille stykke videre.

Havde Vincenzo Esposito levet i Det Vilde Vesten, havde han været den allerforreste, spejderen foran en hær eller vogntoget, ham der fandt vandhuller og nye stier, og hele tiden udvidede de kendte grænser lidt fremad. Som forsker i nutiden gør han det samme, blot består hans nye verden af energimaterialer, atomer og grænseflader mellem molekyler. Og de nye stier, han betræder, er ikke beregnet til prærievogne i Det Vilde Vesten, men til elektroner, så energioverførsler i energimaterialer sker hurtigere og mere effektivt.

"Jeg blev født med en naturlig nysgerrighed, der har defineret hele min karriere. Jeg har altid forsøgt ikke kun at gøre som alle andre gør, men aktivt se ud over videnskabens grænser for at stimulere nye måder at tænke på, så grænserne udvides og vi måske kan gøre tingene lidt anderledes eller på nye måder", siger 44-årige Vincenzo Esposito. Denne vilje til altid at tænke nye tanker har nu landet ham et professorat på DTU, og han holdt tiltrædelsesforelæsning fredag den 15. december.

Inspireret af Galileo

Vincenzo Esposito blev født på Sicilien og tog sin kandidatgrad i materialevidenskab ved det berømte italienske universitet i Padova, hvor Galileo Galilei revolutionerede videnskaben. Vincenzo Esposito blev inspireret af Galileo til at turde tænke anderledes end andre forskere og indimellem satse sit professionelle ry.

"Jeg har altid forsøgt ikke kun at gøre som alle andre gør, men aktivt se ud over videnskabens grænser for at stimulere nye måder at tænke på."
Professor Vincenzo Esposito, DTU Energi

"Jeg kan godt lide at generere nye ideer. Det er ikke let, men når man tør se ud over videnskabens grænser, har man også chancen for at lave store opdagelser. Engang imellem fejler du, nogle gange fejler du stort, men høje risici betyder også høje gevinster, og hvis du ikke tør, kan du ikke vinde."

Efter at have lavet speciale i Padova, fortsatte Vincenzo Esposito karrieren ved at studere energimaterialer med fokus på keramiske brændselsceller i et delt Ph.d.-projekt mellem universitetet i Rom og University of Florida. Det gav ham mange internationale kontakter og adgang til mange forskellige forskningsmiljøer.

"Vi samarbejdede med forskergrupper i Japan og Brasilien, så vi var fire forskellige forskningsfilosofier, fire forskellige forskermiljøer, der arbejdede sammen, og det kunne jeg godt lide. Jeg har aldrig ønsket kun at tænke på en enkelt måde. Jeg trives med at lære af alle, at lære forskellige måder at tilgå videnskaben på, for det lærer man meget af."

Forskergruppen fra Rom lavede fremragende forskning, og medlemmerne af gruppen blev snart spredt ud over hele verden for at dele deres viden. I 2008 ankom Vincenzo Esposito til DTU Energi på Risø.

Materialeforskning kaldte

"Jeg valgte Risø, da DTU Energi var og stadig er meget kendt i videnskabelige kredse for vores fremragende materialeforskning. Jeg kom hertil i 2008, og jeg har primært arbejdet indenfor materialeforskning og med keramiske brændselsceller siden, med lejlighedsvise smutture ud i nye forskningsområder som eksempelvis at lede efter nye nanostrukturer indenfor røggasrensning."

Vincenzo Esposito er nu udnævnt til professor i keramisk videnskab og materialeforskning hos DTU Energi, og direkte adspurgt hvilke råd han vil give kommende forskere, svarer han, at man skal være engageret og turde have forskellige tilgange til forskningen, men først og fremmest skal man turde stå ved sin forskning, selv når det ikke følger de politiske tendenser.

"Det er meget nemt at følge de videnskabelige og politiske tendenser og gøre som alle andre, men jeg er fortaler for, at forskere bør turde tænke selv og ikke gøre det samme hele tiden. Diversificer, engager dig og forsøg at lære mange forskellige ting. Ikke kun fordi forskellige synspunkter og indgangsvinkler ofte fører til bedre løsninger, men også for at imødegå politiske tendenser," siger Vincenzo Esposito.

Altid fremad mod grænserne

Han er opmærksom på, at penge og tilskud tendens til at strømme i retning af den til enhver tid gældende politiske tendens, men videnskab betyder for ham for meget for at være underlagt politiske ideologier og vilkårlige beslutninger.

"Nogle gange er det meget svært at afkode det, vi forskere gør, fordi vi ikke altid kan præsentere resultater her og nu. Vores mål er sætte langsigtede mål, og vi skal fortsætte med at gøre det og fremme nye ideer”, siger Vincenzo Esposito. Han har gjort store gennembrud med stor indvirkning på hans forskningsområde, men også begået mange fejl. Han har dog altid bevæget videnskaben fremad og er meget respekteret for sine innovative synspunkter af hans forskningskolleger i ind- og udland.

"Forskningsinstitutioner har brug for forskellige former for færdigheder. Du har brug for nogle, som kan kommunikere, andre der kan tiltrække og undervise elever, og så har du brug for en person med kreativitet til at flytte grænserne og få nye ideer. Nogle professorer ved meget om bestemte specifikke områder. Jeg kan godt lide at se mig selv som en videnskabelig pioner!"

Vincenzo Esposito´s gode råd til kommende forskere

  1. Forsøg at være entusiastisk omkring det, du laver, for indimellem tager det lang tid at opnå resultater
  2. Videnskab er en kompliceret størrelse med meget få nemme løsninger, så vær fleksibel og åben i din tankegang selv når resultaterne ikke helt udarter sig, som du troede
  3. Gør dine projekter og opgaver færdige. Gode forskere forsker i noget og laver mange artikler til videnskabelige tidsskrifter. De bedste forskere laver mange eksperimenter og tillader resultaterne, og de forskellige fingerpeg man får undervejs, at føre til endnu flere eksperimenter. Det medfører færre artikler, men resultaterne er bedre, og du er med til at rykke videnskaben.

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.