Energieffektiv køling på dagsordenen

tirsdag 10 okt 17

Kontakt

Christian Bahl
Seniorforsker
DTU Energi
46 77 54 91

Danish Days on Caloric Materials and Devices 2017

Mødet blev arrangeret af DTU Energi og havde 118 deltagere fra mere end 20 lande verden over.

Afholdelsen blev støttet af:

Fabrikant Mads Clausens Fond

Otto Mønsted Fonden

ENOVHEAT – et forskningsprojekt finansieret af Innovationsfonden (kontrakt nr. 12-132673)
DTU Energi har netop været vært for det todages møde Danish Days on Caloric Materials and Devices. Her mødtes nogle af verdens førende forskere inden for nye energieffektive køleteknologier, der anvender såkaldte kaloriske materialer, for at udveksle nyt om de seneste fremskridt på feltet.

87% af alle amerikanske husholdninger har aircondition. Der er et årligt salg af ca. 120 millioner enheder på verdensplan, og i 2050 kan man nå helt op på et samlet antal af 1,6 milliarder airconditionenheder! Dertil kommer en kraftig vækst i brugen af køleskabe i især den tredje verden.

Det betyder en øget udledning af drivhusgasser. De mest anvendte kølemidler i dag er nemlig kraftige drivhusgasser. Udledningerne af de fluorholdige HFC-gasser vil ifølge prognoser blive femdoblet frem mod 2050 og kan da udgøre helt op mod 10-20% af de samlede drivhusgasudledninger. Dertil kommer det voldsomt forøgede elektricitetsforbrug, der er knyttet til brugen af de mange nye køleskabe og airconditionanlæg. Der er derfor et stort behov for energieffektive køleteknologier, der ikke anvender drivhusgasser.

Her kan ‘kaloriske’ køleteknologier komme til at spille en rolle. Det er køleteknologier, der i stedet for gasser bruger faste stoffer som det aktive materiale. En række materialer har nemlig den egenskab, at de kan varme op og køle ned, hvis de udsættes for et magnetisk eller elektrisk felt, hvis man strækker dem, eller hvis man udsætter dem for et tryk (det kaldes hhv. den magnetokaloriske, den elektrokaloriske, den elastokaloriske og den barokaloriske effekt).  Kølemaskiner, der anvender sådanne materialer, kan blive mere effektive end de traditionelle kompressorer, man bruger i køleskabe eller aircondition. Desuden kan kan man bruge vand til at overføre varmen, og kølemaskinerne vil derfor også være mere miljøvenlige.

DTU Energi er blandt verdens førende forskningsinstitutioner på området, og det var derfor naturligt, at instituttet var vært for mødet Danish Days on Caloric Materials and Devices, hvor de seneste fremskridt på området blev præsenteret. Med 32 foredrag på to dage mødte der deltagere fra industri og forskningsinstitutioner et tætpakket program, og diskussionslysten var stor. Deltagerne kunne høre om alt fra teoretiske undersøgelser af kaloriske materialers atomare struktur til design og bygning af vinkølere, som udnytter den magnetokaloriske effekt.

Der var bred enighed om, at der fortsat er brug for en bred, tværfaglig forskningsindsats på området, for selv om der er demonstreret flere prototyper fra både virksomhedsside og fra universiteter, er teknologien endnu ikke prismæssigt konkurrencedygtig med den konventionelle teknologi. Flere deltagere betonede derfor også vigtigheden af møder som Danish Days, hvor man kan høre nyt fra relaterede forskningsområder og høste ny inspiration, og hvor industrien kan få indblik i den nyeste forskning.

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.