Battery2030+

Nyt europæisk forskningsinitiativ skal sætte strøm til en batterirevolution

tirsdag 26 feb 19
|

Kontakt

Tejs Vegge
Professor, Sektionsleder
DTU Energi
45 25 82 01

Battery 2030+

Konsortiet bag Battery 2030+ omfatter fem universiteter (Uppsala Universitet, Politecnico di Torino, DTU, Vrije Universiteit Brussel, Universität Münster), syv forskningscentre (CEA, Karlsruher Institut für Technologie, Centre national de la recherche scientifique, Forschungszentrum Jülich, Fraunhofer-Gesellschaft, Fundacion Cidetec, Kemijski institut i Slovenien, SINTEF AS), tre industrisammenslutninger (EMIRI, EASE, RECHARGE) og et firma (Absiskey).

Du kan læse mere om konsortiets planer på hjemmesiden www.battery2030.eu.


En verden, der er under omstilling fra fossile brændsler til grøn energi, får brug for mere og mere energilagring og i særdeleshed for batterier. Battery2030+ er et nyt forskningsinitiativ i stor skala, der samler førende europæiske forskere og industri om det fælles mål at opnå markante fremskridt inden for både batteriforskning og -teknologi.

Batterier bliver en meget vigtig teknologi for overgangen til et bæredygtigt energisystem. I øjeblikket produceres langt hovedparten af verdens batterier uden for Europa, og Europa-Kommissionen har derfor identificeret et strategisk behov for at understøtte en europæisk batteriindustri, der kan producere batterier i stor skala. Kommissionens strategiske handlingsplan for batterier fra 2018 fremhæver desuden vigtigheden af at understøtte økosystemet omkring batteriudvikling med et langsigtet forskningsinitiativ.

Nu er forskningsinitiativet Battery 2030+, der består af 17 partnere - herunder DTU - fra ni europæiske lande, blevet udvalgt til over det næste år at udarbejde basis for et ambitiøst, tiårigt forskningsprojekt. Det sker inden for rammerne af en bevilling fra det europæiske forskningsprogram Horizon 2020. Visionen er at opfinde fremtidens batterier og derved give europæisk industri adgang til den mest avancerede teknologi på området. Der er behov for nye generationer af batterier med ultrahøj ydelse, pålidelighed, sikkerhed og bæredygtighed. Verden over er der intens konkurrence om at udvikle fremtidens batteriteknologier, men mulighederne er stadig åbne. Battery 2030+ vil bl.a. udvikle en accelerationsplatform som med brug af maskinlæring og kunstig intelligens skal gøre det muligt hurtigere at opdage nye batterimaterialer. Der vil være et særligt fokus på grænseflader mellem batteriernes indre komponenter, hvor kemiske reaktioner kan formindske batteriernes levetid. Desuden vil bæredygtighed blive indtænkt fra begyndelsen. 

Projektet koordineres af professor Kristina Edström fra Uppsala Universitet, mens professor Tejs Vegge står i spidsen for DTU's deltagelse.

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.