DTU Energi nomineret til Københavns Kongres og Event Award 2018

fredag 13 apr 18

Kontakt

Lars Nilausen Cleemann
Seniorforsker
DTU Energi
45 25 20 22

Kontakt

Jens Oluf Jensen
Sektionsleder, Professor
DTU Energi
45 25 23 14

Elektrolyse

Elektrolyseceller kan bruges til at fremstille brint, enten til brug i brændselscellekøretøjer eller som en metode til at lagre overskydende strøm fra fx vindmøller. DTU Energis forskning inden for elektrolyse følger to hovedspor: lavtemperatur-elektrolyse til drift under 300-400 °C og keramiske elektrolyseceller til drift over ca. 800 °C.

Læs mere om DTU's forskning i elektrolyse

DTU Energi er blevet nomineret til dette års Københavns Kongres og Event Award for afholdelsen af verdens første internationale konference om elektrolyse til energiformål, ICE2017. Kongressen, der fandt sted i 2017, var den første inden for sit område nogensinde og blev en stor succes.

København er hvert år værtsby for en lang række internationale videnkongresser og sportsevents, der til sammen genererer en milliardomsætning til byen og baner vejen for videnudveksling og tiltrækning af investeringer og internationale talenter. I spidsen for det hele står ofte en dansk vært og/eller arrangør, som har afgørende betydning for, at hovedstaden hvert år kan tiltrække et stort antal internationale kongresser og events.

For at hylde de lokale værter og arrangører, der er med til at sætte København på verdenskortet, inviterer Wonderful Copenhagen i samarbejde med Københavns Kommune én gang om året til ’Københavns Kongres og Event Award’. Her bliver der uddelt priser i fire kategorier til danske værter og arrangører af internationale kongresser og sportsevents.

Eksponering af ekspertise

DTU Energi er nomineret i kategorien ’Årets kongresvært for kongresser med færre end 1.000 deltagere’, og i begrundelsen står: ”DTU Energi har med skabelsen af en helt ny kongres indenfor sit felt udvist stort initiativ og engagement for at få eksponeret dansk ekspertise internationalt. Konferencen understregede danske styrkepositioner og værdier på det grønne område og bæredygtig energi og var så stor en succes, at man måtte udvide konferencen fra tre til fire dage. Med 157 abstracts, 72 taler og 85 posters, blev ICE 2017 sandsynligvis den største samlede eksponering af danske aktiviteter hidtil på elektrolyseområdet overfor internationale akademiske såvel som kommercielle aktører. Kongressen blev yderligere en succes med et budget der balancerede og en overvældende positiv deltagerrespons. DTU Energi har med dette initiativ skabt en bæredygtig kongres der lever videre med næste afholdelse i 2019 i Norge.”

"Det var lidt unikt at være med til at starte den første konference overhovedet på et område, der faktisk er ret stort."
Lars Nilausen Cleemann, seniorforsker, DTU Energi

Unikt at starte konferencen

"Vi er selvfølgelig glade for nomineringen og uanset, om vi også vinder prisen, er nomineringen en fin bonus til en i øvrigt succesfuld konference", siger professor Jens Oluf Jensen, DTU Eenrgi, der ledte konferencen i samarbejde med seniorforsker Lars Nilaussen Cleemann, som også er stolt af at komme i betragtning til prisen.

"Det var lidt unikt at være med til at starte den første konference overhovedet på et område, der faktisk er ret stort. Så folk taler stadig meget om konferencen, og vi har fået startet noget bæredygtigt, for næste år arrangeres den i Norge”, siger Lars Nilaussen Cleemann.

”Vores mål var en tredages konference med 150 deltagere, men interessen var så overvældende, at vi var nødt til at udvide med endnu en dag for at kunne rumme alle deltagerne. Så vi blev over 200 deltagere fra 26 lande.”

Vinderne af dette års Kongres og Event Award bliver offentliggjort d. 25. april 2018 på Københavns Rådhus.

Københavns Kongres og Event Award 2018 uddeles i fire kategorier

Wonderful Copenhagen uddeler i samarbejde med Københavns Kommune priser for arrangementer afholdt i 2017 i følgende kategorier: ’Årets initiativpris’, ’Årets bedste sportsevent’, ’Årets kongresvært for kongresser med færre end 1.000 deltagere’ og ’Årets kongresvært for kongresser med flere end 1.000 deltagere’.

De nominerede i de fire kategorier er:

Nominerede til Årets kongresvært for kongresser med flere end 1.000 deltagere:

  • Den Danske Dyrlægeforening - 42nd World Small Animal Veterinary Association 2017
  • Copenhagen Business School - European Group of Organizational Studies 2017
  • Region Hovedstadens Akutberedskab - European Emergency Medical Services Congress 2017

Nominerede til Årets kongresvært for kongresser med færre end 1.000 deltagere:

  • Danske Videnskabsjournalister - 4th European Conference for Science Journalists 2017
  • Rigshospitalet - European Meeting of Complement in Human Disease 2017
  • DTU Energi - International Conference on Electrolysis 2017

Nominerede til Årets initiativpris:

  • RFRSH Entertainment - BLAST Pro Series
  • Dansk Surf & Rafting Forbund, Friends of Cold Hawaii, Copenhagen Watersports - ISA World SUP & Paddleboard Championship 2017
  • UNLEASH Innovation Lab - UNLEASH 2017

Nominerede til Årets bedste sportsevent:

  • Dansk Svømmeunion - EM i Svømning
  • Dansk Surf & Rafting Forbund, Friends of Cold Hawaii, Copenhagen Watersports – ISA World SUP & Paddleboard Championship 2017
  • A. Sports - Swoop Freestyle FAI World Championships

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.