DTU Energi i prisbelønnede EU-projekter om brændselsceller

onsdag 21 nov 18

Kontakt

Anke Hagen
Professor
DTU Energi
46 77 58 84

Kontakt

Vincenzo Esposito
Professor
DTU Energi
46 77 56 37

Læs mere om projekterne

ene.field

www.enefield.eu

Koordinator: Cogen Europe

PACE – Pathway to a Competitive European Fuel Cell micro-Cogeneration market

www.pace-energy.eu

Koordinator: Cogen Europe

Cell3Ditor

www.cell3ditor.eu

Koordinator: IREC (Fundació Institut de Recerca de l'Energia de Catalunya)

Da Fuel Cells and Hydrogen Joint Undertaking, der støtter forskning, udvikling og demonstration af brændselscelle- og brintteknologier i Europa, fejrede tiårsjubilæum, uddelte man to priser til de mest succesfulde og innovative projekter. DTU Energi er partner i dem begge.

Brændselsceller og brintteknologi vil komme til at spille en afgørende rolle i overgangen til et fossilfrit energisystem. Vind- og solenergi kan lagres i form af kemisk energi i brint, mens brændselsceller kan omsætte den kemiske energi til elektricitet med høj effektivitet. I ti år har det offentlig-private partnerskab Fuel Cells and Hydrogen Joint Undertaking (FCH JU) støttet udviklingen af nye brændselscelle- og brintteknologier på europæisk plan. Siden 2008 er mere end 220 projekter blevet støttet af EU med i alt 850 mio. euro – og et tre gange så stort bidrag fra industrien – for at fremme overgangen til et bæredygtigt energisystem.

Nu har FCH JU for første gang nogensinde uddelt priser for de mest succesfulde og innovative projekter. Udvælgelsen af vinderne var overladt til den europæiske offentlighed, idet FCH JU betoner vigtigheden af befolkningens accept af de nye teknologier som en forudsætning for at de vil finde bred anvendelse. I alt 5000 stemmer blev afgivet på de 13 nominerede projekter i to kategorier: ‘Bedste succeshistorie for brint og brændselsceller’ og ‘Bedste innovation i et projekt’. DTU Energi deltager i begge de vindende projekter. Professor Anke Hagen udtaler: “Vi er stolte af at være del af de to vindende hold. Det er en anerkendelse af den høje kvalitet af vores forskning inden for brændselscelle- og brintteknologier.”

Bedste succeshistorie for brint og brændselsceller

Tusindvis af europæiske husstande har allerede stiftet bekendskab med fordelene ved brændselscellesystemer som testbrugere af mikrokraftvarmeanlæg der både producerer varme og elektricitet til et enkelt hus. Dette er sket i regi af to FCH JU-projekter, ene.field og PACE, der har udrullet flere tusinde mikrokraftvarmeanlæg til demonstration af teknologien. Prisen for bedste succeshistorie for brint og brændselsceller er givet i anerkendelse af denne bedrift. Anlæggene bliver forbundet til naturgasnettet og omdanner naturgassen til brint til brug i brændselscellerne. Projekterne har demonstreret virkningsgrader for den kombinerede produktion af varme og elektricitet på helt op til 90%. DTU Energi er ansvarlig for analysen af de data der indsamles under afprøvningen af anlæggene i ene.field- og PACE-projekterne.

Bedste innovation i et projekt

På samme tid som brændelscelleanlæg er ved at være modne til at komme på markedet, er der fuld gang i udviklingen af innovative løsninger til næste generation af brændselsceller, som skal nedbringe omkostningerne, øge levetiden og åbne for nye anvendelsesmuligheder. Prisen for bedste innovation i et projekt blev givet til Cell3Ditor-projektet som udvikler teknologi til industriel fremstilling af keramiske brændselsceller vha. 3D-printere. Dette vil øge produkternes fleksibilitet, reducere materialespild og forkorte tiden fra udvikling til markedsintroduktion. DTU Energi er involveret i udviklingen af printteknologien og de særlige blæksammensætninger som indeholder materialerne der skal printes.

Professor Vincenzo Esposito, der leder DTU Energis indsats i Cell3Ditor, siger: “Dette innovative projekt fortjente virkelig at vinde. Som en af de førende europæiske grupper inden for det spændende nye felt for 3D-print af funktionelle keramiske komponenter er vi meget glade for at være en del af Cell3Ditor.”

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.