Stort hæderslegat til professor i røntgen og materialeforskning

fredag 13 apr 18

Kontakt

Jens Wenzel Andreasen
Professor
DTU Energi
46 77 47 02

Professor Jens Wenzel Andreasen fra DTU Energi modtog i dag Ingeborg og Leo Dannins Legat for Videnskabelig Forskning.

Professor Jens Wenzel Andreasen modtog legatet på 350.000 kroner for sit omfattende arbejde indenfor røntgenspredning og materialeforskning, og legatet består dels af en personlig hæderspris som belønning for hans fremragende indsats som forsker, dels af støtte til forskningsprojektet ”Ultrahigh resolution 3D imaging and modelling of the next generation solar cells”.

”Jeg er utrolig stolt og taknemmelig over denne hædersbevisning fra Ingeborg og Leo Dannins legat for videnskabelig forskning”, fortæller Jens Wenzel Andreasen.

”Helt konkret vil legatet finansiere adgang til supercomputer infrastruktur som vi i stigende grad har brug for i vores beregninger af modeller for de materialesystemer vi undersøger og til analyse af de hastigt voksende datamængder. Data som vi fremadrettet i nogle tilfælde har brug for at kunne analysere i realtid, hvilket kræver særdeles kraftige beregningsressourcer.”

"Legatet vil finansiere adgang til supercomputer infrastruktur som vi i stigende grad har brug for i vores beregninger af modeller for de materialesystemer vi undersøger og til analyse af de hastigt voksende datamængder"
Jens Wenzel Andreasen, professor, DTU Energi

Jens Wenzel Andreasen forsker primært i nye materialer til solcelleteknologier.

Til trods for mere end 40 års forskning i alternative solcelleteknologier er siliciumbaserede solceller stadig dominerende, selvom silicium ikke er det teoretisk mest optimale materiale og trods den ret energikrævende fremstillingsproces. Det skyldes, at materialer som teoretisk set er mere lovende og hvor høje ydelser kan realiseres i små, håndfremstillede solceller, sædvanligvis viser sig at være vanskelige at fremstille som solcellepaneler i stor skala.

”Noget går galt ved teknologioverførslen fra laboratorieskala til masseproduktion. Mit bud er, at den grundlæggende forståelse af sammenhængen mellem materialernes nanostruktur og deres fotovoltaiske ydelse mangler, og at denne er forudsætningen for at forstå hvordan materialerne skal fremstilles i stor skala”, fortæller Jens Wenzel Andreasen om sin forskning.

”Dette problem angriber vi ved en kombination af nyudviklede analysemetoder og computermodellering af den 3-dimensionelle nanostruktur af 3. generations solcellematerialer som fx polymer halvledere og den krystallinske struktur af uorganiske materialer som CZTS (kobberzinktinsulfid) også kendt som kesterit.”

Den 48-årige Jens Wenzel Andreasen har arbejdet med røntgenspredning og materialeforskning hele sit forskerliv. Han blev udnævnt til professor i materialeforskning på DTU Energi sidste år, hvor han blandt andet er med til at etablere det nye DTU Imaging Center i samarbejde med forskere fra DTU Fysik, DTU Computer, DTU Mekanik og Niels Bohr Instituttet.

Ingeborg og Leo Dannins Legat for Videnskabelig Forskning

Ingeborg og Leo Dannins Legat for Videnskabelig Forskning blev stiftet på baggrund af kapital, som Leo Dannin efterlod sig ved sin død i 1971. I sin ungdom var han en dygtig fodboldspiller i KB og han deltog også på det danske OL-landshold i 1920. I sit professionelle virke var Leo Dannin landsretssagfører.

"Ingeborg og Leo Dannins Legat for Videnskabelig Forskning" blev stiftet i 1978 og deles ud til støtte for forskning i lægevidenskab, tandlægevidenskab samt naturvidenskab og teknik, og dette års uddeling var 40. gang legatet blev uddelt.

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.
http://www.energy.dtu.dk/nyheder/nyhed?id=C1A3BA68-B296-40F5-8469-26FF62F86E9D
23 APRIL 2018