IT- og forretningsminded administrativ medarbejder

DTU Energi
torsdag 08 feb 18

Send ansøgning

Frist 4. marts 2018
Du kan søge om jobbet ved DTU Energi ved at udfylde den efterfølgende ansøgningsformular.

Ansøg online

Erfaring med økonomisystemer og indkøb søges

Vi søger en skarp administrativ medarbejder med stærke IT-kompetencer til Sekretariatet på Institut for Energikonvertering og –lagring (DTU Energi) ved Danmarks Tekniske Universitet (DTU). Sekretariatet består af 9 medarbejdere, der beskæftiger sig med administrativ support til instituttets øvrige ansatte.

Nøgleperson i forbindelse med Oracle-support og indkøb
Hos DTU Energi har vi i 2017 indført nye administrative systemer (Oracle) til tidsregistrering, afregning af rejser og udlæg, indkøb og fakturering. Vi har derfor brug for en medarbejder, der forstår at arbejde i forskellige økonomisystemer, gerne Oracle. Som medarbejder hos os skal du kunne hjælpe vores brugere videre som superbruger, særligt i Oracle indkøbsmodulet, og indgå i dialog med vores kolleger i DTU Koncern. Rollen som superbruger i Indkøbsmodulet forudsætter også, at du nemt sætter dig ind i DTU's indkøbspolitik og forstår vigtigheden af at arbejde i overensstemmelse med denne. Det vil derfor være en klar fordel, hvis du har praktisk erfaring med indkøb, gerne fra den offentlige sektor, og forstår hvordan indkøbsprocesser fungerer.

En del af jobbet som superbruger og indkøber er at trække rapporter i vores rapporteringsværktøj og på den baggrund kunne følge op med vores kolleger. Vi forventer derfor en stor grad af selvstændighed, og en god evne til at kunne overskue og vurdere data.

Struktureret tilgang med forståelse for diverse IT-løsninger
Udover at kunne indtræde i forskellige funktioner der centrerer sig om Oracle, vil vi også meget gerne have løftet en række IT-mæssige opgaver på instituttet. Med din sans for struktur og forståelse for IT vil du blive ankerperson på fx administration af vores fællesdrev, anskaffelse af teknisk videnskabeligt software og administration af licenser. Du vil også skulle være bindeled mellem DTU Koncern IT og vores institut på forskellige opgaver og i forskellige fora. Det er derfor vigtigt, at du forstår hvordan IT understøtter en forretning, og er i stand til at tænke i løsninger, der kan fungere for vores brugere. Har du erfaring med Sharepoint 2013 (eller 2016) er det et plus.

Som medarbejder i Sekretariatet vil der også være brug for at kunne træde til, og hjælpe med de opgaver, der i øvrigt løftes af Sekretariatet.

Fokus på processer med et øje for digitalisering
Som så mange andre, er vi på DTU Energi også inde i en digitaliseringsproces. Der vil derfor være brug for at kunne træde ind i forretningsprocesser, og kigge på, hvilke digitaliseringspotentiale de rummer og hvilke IT-muligheder der findes.

Personlige egenskaber
Vi leder efter en venlig og imødekommende person, der arbejder struktureret og analytisk. Du skal kunne trives i et travlt miljø, hvor der også vil være brug for at løse opgaver af mere praktisk og rutinemæssig karakter. Og vigtigst af alt skal du kunne lide at arbejde sammen med mange forskellige mennesker fra mange forskellige kulturer.

Administrativ uddannelse og erfaring
Vi forestiller os, at du har en mellemlang videregående uddannelse med fokus på IT og gerne handel. Vi lægger særligt vægt på at du har erfaring med økonomisystemer, meget gerne Oracle, og at du er flydende på engelsk i skrift og tale. Vi forventer, at du har flere års erfaring fra et lignende job, hvor IT og meget gerne indkøb har været en vigtig del af dit job, og generelt leder vi efter en profil som er stærk på administrative processer med en praktisk hånd.

Hvad tilbyder vi dig
Vi kan tilbyde et spændende job på en attraktiv arbejdsplads med gode kolleger og god omgangstone. Instituttets sektioner er sammensat af mere end 30 nationaliteter, og du kommer til at arbejde i et spændende forsknings- og uddannelsesmiljø med god mulighed for både faglig og personlig udvikling.

På DTU bliver du del af et universitet, hvor viden og uddannelse med et globalt perspektiv er omdrejningspunktet. Ny teknologi, innovation og viljen til at skabe noget, der kan komme os alle til gavn, er hjørnestene på DTU. Vi værdsætter høj faglighed, og ønsker at du løbende udvikler dig i takt med dit ansvar. En naturlig del af dit nye job bliver således høj faglighed, din egen udvikling og ansvarlig handlefrihed.

Løn og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomst for akademikere i staten (AC) eller organisationsaftale for kontorfunktionærer m.fl. (HK/Stat).

Stillingen refererer til Sekretariatschefen. Dagligt arbejdssted vil være på DTU Risø Campus, hvor de fleste af instituttets medarbejdere har arbejdsplads. Vi har også aktiviteter i Lyngby, så der vil være behov for at være på DTU Lyngby Campus jævnligt. Alle instituttets aktiviteter samles på DTU Lyngby Campus ved udgangen af 2019.

Arbejdstiden er 37 timer om ugen.

Ansøgning og kontakt
Vi skal modtage din online ansøgning senest den 4. marts 2018. Åbn linket "Ansøg online", hvor du udfylder ansøgningsformularen samt vedhæfter motiveret ansøgning, CV og eksamensbeviser.

Ønsker du flere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte Sekretariatschef Christina Stenderup Jensen, 4677 5654, efter uge 7.

Samtaler forventes afholdt i uge 11. Ansættelse snarest muligt eller pr. 1. maj 2018.

Alle interesserede uanset alder, køn, handicap, race, religion eller etnisk tilhørsforhold, opfordres til at søge stillingen.

DTU Energi er et af DTU’s 18 institutter. Vi er ca 220 medarbejdere der især arbejder med forskning og udvikling af nye energiteknologier og -materialer. Det er vores ambition at levere forskning, undervisning og innovation af høj kvalitet til gavn for det omkringliggende samfund.

Du kan læse mere om instituttet på www.energy.dtu.dk. Du kan også se filmene "Har vi energi nok?" om, hvorfor det er vigtigt at forske i nye energiteknologier, og ”Det drejer sig om energi” for at få et generelt indtryk af os som arbejdsplads.

DTU er et teknisk eliteuniversitet med international rækkevidde og standard. Vores mission er at udvikle og nyttiggøre naturvidenskab og teknisk videnskab til gavn for samfundet. 11.000 studerende uddanner sig her til fremtiden, og 5.800 medarbejdere har hver dag fokus på uddannelse, forskning, innovation og forskningsbaseret rådgivning, som bidrager til øget vækst og velfærd. DTU stiller krav og giver muligheder uanset hvor i organisationen, man arbejder. Vi står for høj faglighed, kollegial respekt og ansvarlig handlefrihed.