Sommerkursister på DTU Energi

”Det er rart at se, hvordan det fungerer i virkeligheden"

Linjen Brint og Brændselsceller er del af kandidatuddannelsen Bæredygtig Energi på DTU. DTU Energi inviterer hvert år de studerende på tre ugers sommerkursus, så de kan se, hvordan teorien fungerer i praksis.

Du tager en helt almindelig printer, tilføjer en specialudviklet driver og vupti, så kan du printe 100 gange på samme kvadratcentimeter og dermed skabe din helt egen miniature tapecasting.

Simpelt, effektivt og lidt af en øjenåbner for de to studerende David Marhauer-Limb og Anne Sofie Lütken fra kandidatuddannelsen Bæredygtig Energi på DTU i Lyngby.

De udgjorde det ene af tre hold kursister, der i forsommeren 2013 deltog i et tre ugers eksperimentelt kursus hos DTU Energi, og begge var glade for endelig at få lov at se, hvordan tingene fungerer i virkeligheden.

"Vi lærer meget"

”Det kommer altid bag på en, hvordan noget i teorien meget avanceret kan gøres low-tech i virkeligheden”, siger Anne Sofie Lütken.

”Vi har haft 13 ugers kursus om brint- og brændselsceller, men et er teori, noget helt andet er praksis.”

Studiekammeraten nikker. Det teoretiske kursus i brint- og brændselsceller var tungt og teoretisk, faktisk så tungt og teoretisk, at de er blandt den lille skare, der ikke droppede ud undervejs. Det belønner sig nu.

”Det er rart at se, hvordan det fungerer i virkeligheden, og det lærer vi virkelig meget af. Vi har begge været på lab-tour på DTU i Lyngby, men det er først nu, når vi ser udstyret i brug, at vi kan forholde os til, hvad der fungerer, og hvordan processerne er inden for tapecasting og sintering”, siger David Marhauer-Nimb.

De to studerende fortæller, hvordan de har gennemlæst masser af artikler i videnskabelige journaler. Men i artiklerne kan det indimellem være svært at vurdere, nøjagtig hvilke beregninger i artiklen, der er vigtigst.

”Ting, der lyder meget komplicerede i artiklerne bliver pludselig meget håndgribelige. Nu kan vi godt forstå, hvorfor sintring tager tid, og hvorfor man ikke skal varme materialet alt for hurtigt op og den slags”.

Risø Campus er tillokkende

De to kandidatstuderende studerer stabilisering af slurries, et andet hold eksperimenterer med celletest og et tredje arbejder med 3D-print af elektrolytter og elektroder. Og selv om der er lang vej fra Lyngby til Risø, så er kombinationen af smukke naturlige omgivelser og et yderst kompetent forskermiljø tillokkende.

”Her er dejligt uformelt, men man mærker tydeligt, at forskningen tages meget seriøst. Det er ikke så nemt tilgængeligt, men Risø er helt sikkert et sted, hvor jeg gerne ville lave mit speciale”, siger Anne Sofie Lütken.

David Marhauer-Nimb nikker. Afstanden er slet ikke afskrækkende, hvis man kan komme til at sidde blandt dem, der reelt ved noget om brændselsceller. Et emne, som begge studerende brænder for. Og David Marhauer-Nimb har ovenpå sommerkurset valgt at bruge fem uger af sin sommerferie på at være sommerstuderende på DTU Risø Campus.

"Det har været enormt spændende. Jeg skal helt sikkert skrive speciale om brændselsceller!"

http://www.energy.dtu.dk/uddannelse/studer-paa-risoe-campus/sommerkursister-paa-risoe-campus
25 SEPTEMBER 2017