Global partnerships

DTU bidrager til global grøn omstilling

torsdag 17 sep 20
|
af Tom Nervil

Kontakt

Birte Holst Jørgensen
Seniorforsker
DTU Vindenergi
21 32 69 46

Rammekontrakterne

Sammen med konsortiepartnerne COWI, EA Energianalyse og Viegand Maagøe har DTU Vindenergi vundet to 3-årige kontrakter om at yde teknisk assistance vedrørende:

• Havvindmøller - Kina, Indien, Tyrkiet, Vietnam, USA (13,8 mio. kr.)
• Integration af energisystemer - Kina, Etiopien, Indien, Indonesien, Mexico, Sydafrika, Ukraine (37,5 mio. kr.)


Læs mere om Energistyrelsens globale rådgivning her

DTU hjælper den danske regering med at fremme den grønne omstilling i lande, der samlet udleder mere end halvdelen af verdens CO2.

DTU har i et konsortium med COWI, EA Energianalyse og Viegand Maagoe indgået kontrakter med Energistyrelsen om at yde teknisk assistance og stille viden til rådighed, der kan sikre en bedre og hurtigere grøn omstilling i lande som Vietnam, Sydafrika, Ukraine, USA, Mexico, Indonesien, Tyrkiet, Etiopien, Indien, Egypten og Kina.

Danmark har mere end 40 års erfaring med at omlægge sit energisystem i en bæredygtig retning. Særligt inden for vindenergi og integration af energisystemer har vi stor forskningsmæssig og teknisk ekspertise, som kan komme andre lande til gavn i deres grønne omstilling. Energistyrelsen har således indgået partnerskaber med myndighederne i en række lande, som både skal bidrage til at nedbringe udledningerne af CO2 globalt og åbne markeder for eksporten af dansk energiteknologi.

Realistiske grønne løsninger

De partnerskaber, som DTU Vindenergi indgår i via det nye konsortium, tager sigte på at transformere landenes energisektorer og hjælpe dem til at nå de nationale mål for reduktion af drivhusgasser, der er givet på COP21.

”Vi bringer vores ekspertise i spil i tæt samarbejde med samarbejdslandene. Sammen fokuserer vi på at identificere grønne løsninger, der er realistiske, omkostningseffektive og pålidelige,” fortæller Birte Holst Jørgensen, der er seniorforsker på DTU Vindenergi.

”Det har stor betydning, at vores viden og assistance når uden for vores egne landegrænser, hvis vi vil gøre en forskel. Danmark står for mindre end 0,1 procent af den globale CO2-udledning, mens de lande, som vi samarbejder med i konsortiet, står for mere end 65 procent, så der er meget at hente her.”

Også nyttigt for forskningen

DTU har i en årrække rådgivet og assisteret myndigheder i lande, der ønsker mere viden om vedvarende energi og mulighederne for at integrere blandt andet vindenergi i energisystemet. De nye kontrakter bygger videre på og udvider dette samarbejde.

”Gennem samarbejdet bidrager DTU til den grønne omstilling i verden, men vi får også meget igen i form af adgang til nye data og samarbejdspartnere, som ellers ville være vanskelige at komme i indgreb med. Det kan berige vores viden og forbedre software, metoder og teknologier, som så igen kan være med til at accelerere den grønne omstilling i hele verden,” siger Birte Holst Jørgensen.

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.