Senior researcher Kurt Engelbrecht, DTU Energy, with the Igloo that was part of the Best Paper Award from International Journal of Refrigeration

Kurt Engelbrecht og kolleger modtog pris for 'Best Paper of the Year' inden for køleteknik

onsdag 28 okt 15

Kontakt

Kurt Engelbrecht
Seniorforsker
DTU Energi
46 77 56 49

Seniorforsker Kurt Engelbrecht fra DTU Energi og den tidligere gæste-ph.d.-studerende Jaime A. Lozano modtog ved årets internationale kølekonference i Yokohama, Japan, prisen for 'Best Paper of the Year' (2012) af redaktionskomiteen bag det internationale tidskrift International Journal of Refrigeration (IJR). Artiklen var udvalgt som den bedste artikel ud af over 500 indsendte artikler.


De to forskere modtog prisen på vegne af hele gruppen bag artiklen, der udover de to også talte Dan Eriksen, Christian R.H. Bahl, Rasmus Bjørk, Jørgen Geyti, Kaspar K. Nielsen, Finn Saxild, Anders Smith og Nini Pryds fra DTU Energi. I 2012 skrev de artiklen ”Experimental results for a novel rotary active magnetic regenerator.”.

Ud over prisen modtog forfatterne et certifikat og et mindre pengebeløb.

"Vi oplevede langt flere nysgerrige, der kom forbi og hørte præsentationerne og spurgte ind til teknologien, og det viser, at vores teknologi langsomt er ved at vinde indpas"
Kurt Engelbrecht, seniorforsker, DTU Energi

Artiklen blev kåret i 2013, men der holdes kun international kølekonference hvert fjerde år. Så den officielle overrækkelse skete først i år, hvor Kurt Engelbrecht og Jaime A. Lozano på vegne af hele holdet kom op på podiet og under klapsalver modtog certifikater og priser, herunder små modeller af igloer. På den måde var prisen næsten lige så lang tid undervejs, som det tog at skrive artiklen.

”Artiklen var lang tid undervejs, for den handlede om tre-fire års forskning og arbejde med at lave en prototype indenfor magnetisk køling. Artiklen handlede dermed både om modellering, design og konstruktion”, fortæller Kurt Engelbrecht, der var hovedforfatter på artiklen.

Prisen var og er en cadeau til DTU Energis forskning i magnetisk køling. Tidskriftet International Journal of Refrigeration retter sig mod hele køleteknikbranchen, hvor feltet magnetisk køling kun udgør en meget lille del, så prisen for bedste artikel ses også som en anerkendelse fra en branche, der er nysgerrige på, hvad magnetisk køling kan komme til at betyde for hele branchen.

Magnetisk køling ses som en lovende teknologi, der anvender magnetiske materialer som den aktive komponent, og ikke-flygtige væsker som vand eller alkohol til at overføre varmen til omgivelserne. Teknologien vil potentielt kunne levere mere effektiv og miljøvenlig køling inden for en lang række anvendelser end traditionelle køleteknikker, hvoraf de mest udbredte bruger drivhusgasser.

”Prisen har været med til at øge synligheden i branchen, og vi bemærkede en stærkt øget interesse for magnetisk køling ved selve konferencen. Ved sidste konference for fire år siden blev magnetisk køling kun nævnt som et alternativ under en af sessionerne, og der var ingen workshops. I år var der tre workshops og to sessioner der handlede specifikt om magnetisk køling”, siger Kurt Engelbrecht.

”Vi oplevede også langt flere nysgerrige, der kom forbi og hørte præsentationerne og spurgte ind til teknologien, og det viser, at vores teknologi langsomt er ved at vinde indpas. Det og prisen viser, at vores arbejde og forskning anerkendes af branchen, og det er vi rigtig glade for.”

Prisen var sponsoreret af forlaget Elsevier Ltd, der udgiver International Journal of Refrigeration.


Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.