Anne Hauch og Johan Hjelm, nyudnævnte professorer på DTU Energi

Nye professorer på DTU Energi

mandag 17 jun 19
|
af

Kontakt

Anne Hauch
Professor
DTU Energi
46 77 58 50

Kontakt

Johan Hjelm
Professor
DTU Energi
46 77 58 87
Anne Hauch og Johan Hjelm er blevet udnævnt til professorer i Elektrokemiske Materialer og Grænseflader på DTU Energi.

Elektrokemi – den gren af kemien der studerer reaktioner hvori elektricitet spiller en afgørende rolle – er basis for mange vigtige energilagringsteknologier som batterier og elektrolyse. DTU Energi har gennem mere end 40 år haft en fremtrædende rolle inden for forskning i elektrokemi. For at styrke området yderligere har instituttet nu fået to nye professorer i Elektrokemiske Materialer og Grænseflader, Anne Hauch og Johan Hjelm.

Anne Hauch

Anne Hauch tog sin kandidatgrad i kemi og fysik ved Aarhus Universitet. Efter en kort overgang som gymnasielærer blev hun tilknyttet Forskningscenter Risø (nuværende DTU Energi) som ph.d.-studerende inden for keramiske elektrolyseceller. Efter sin ph.d.-grad blev hun ansat på DTU Energi, først som postdoc og siden i en fast stilling, hvor hun har fortsat sit arbejde på at forstå de fundamentale mekanismer der begrænser ydelsen af en keramisk elektrolysecelle. Selv om princippet i en elektrolysecelle er simpelt, er cellen i realiteten et kompliceret system bestående af et indviklet, nanostruktureret netværk af forskellige materialer. De vigtige praktiske spørgsmål om ydelse og holdbarhed afgøres af bittesmå forskelle på en meget lille skala, og det kræver tålmodighed og indsigt at skelne de forskellige effekter fra hinanden. Ikke mindst takket været Annes arbejde er det igennem det sidste årti lykkedes at øge levetiden af en keramisk elektrolysecelle til det tidobbelte.

Professor Anne Hauch, DTU EnergiSamtidig har Anne været meget aktiv inden for undervisning på DTU. Hun er formand for studienævnet på DTU Energi, og er med stor entusiasme ansvarlig for udviklingen af forskningsbaserede kurser og studenterprojekter på instituttet. Entusiasme er også et ord, der ligger lige for, når Anne deler sin passion for videnskab med skolebørn ved Forskningens Døgn eller forelæser for almenheden.

Som professor ser Anne frem til tackle de næste store udfordringer: At bistå med at få den keramiske elektrolyseteknologi skaleret op til megawatt-størrelse og sat i anvendelse. Og at udvikle teknologier, der på effektiv og billig vis lader os opsamle CO2 fra atmosfæren eller fra kilder som cementproduktion og forbrændingsanlæg, bl.a. så den kan genbruges til fremstilling af grønne syntetiske brændsler.

Johan Hjelm

Professor Johan Hjelm, DTU Energi

Johan Hjelm blev uddannet ved Uppsala Universitet. Han var postdoc i Dublin før han kom til Forskningscenter Risø (DTU Energi) i 2006. Johan har forsket i elektrokemi i det meste af sin karriere. For tiden er han især interesseret i organiske materialer til brug for energilagring. Feltet er kæmpestort: Man kender over 10 millioner forskellige kemiske forbindelser, og de fleste er organiske. Johan er fascineret af disse materialer – de har en mangfoldig kemisk opførsel, og der er store muligheder for at skræddersy dem til billige, ugiftige, holdbare og bæredygtige energilagringssystemer. Han forsker i øjeblikket i organiske elektrodematerialer til batterier og i vandbaserede organiske flowbatterier. Johan står i spidsen for et stort projekt støttet af Innovationsfonden der går efter at udvikle flow-batterier i stor skala til lagring af vind- og solenergi.

Hvad fremtiden angår, udtaler Johan: “Vi er på vej ind i en mere dataintensiv æra i de fleste videnskaber, og det er også tilfældet for elektrokemi og materialevidenskab. Jeg tror at disse områder vil fylde mere i mit arbejdsliv i fremtiden, i særdeleshed kombinationen af databaseret elektrokemi og informatik.”

De to professorer giver tiltrædelsesforelæsninger på DTU Risø Campus den 21. juni 2019.

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.