Ph.d.studerende ved DTU Energi Dominik Franjo Dominkovic modtog EliteForsk rejselegatet 2017

EliteForsk-rejsestipendium tillader Dominik at lære fra de bedste

torsdag 23 feb 17

Kontakt

Dominik Franjo Dominkovic
Postdoc
DTU Compute
93 51 15 30

Dominik Franjo Dominkovic fra DTU Energi modtog i dag et af årets EliteForsk-rejsestipendier der tildeles Danmarks mest talentfulde forskerstuderende.

Uddannelses- og Forskningsministeriet har i dag uddelt EliteForsk-rejsestipendier á 200.000 kroner til 15 af landets dygtigste og mest talentfulde forskerstuderende. Stipendierne skal muliggøre, at de ph.d.-studerende kan besøge nogle af de bedste forskningsmiljøer i verden.

En af modtagerne er ph.d.-studerende ved DTU Energi, Dominik Franjo Dominkovic.

"Jeg er meget glad for at modtage legatet. Ikke alene er det altid rart at blive anerkendt for sit arbejde, men nu bliver jeg også i stand til at besøge ikke kun én men hele to internationale forskergrupper ", siger 26-årige Dominik Franjo Dominkovic, der i øjeblikket er i Singapore på det første af de to eksterne forskningsophold. Her besøger han Nanyang University, hvor han arbejder med systemer til køling af bygninger vha. koldt vand.

"Ikke alene er det altid rart at blive anerkendt for sit arbejde, men nu bliver jeg også i stand til at besøge ikke kun én men hele to internationale forskergrupper"
Dominik Franjo Dominkovic, ph.d.studerende, DTU Energi

Dominik, der er en del af DTU Energis Sektion for Energisystemer og -analyse, skal bruge sin indsigt i det danske fjernvarmesystem til at studere tilsvarende systemer til køling.

"Singapore har et meget varmt og fugtigt klima og bruger en masse energi til køling. Hidtil har man især fokuseret på køleløsninger til enkelte huse, men nu vil forskerne i Singapore prøve at konstruere en pendant til det danske fjernvarmesystem med ’fjernkøling’ i stedet", siger Dominik. Ideen er at bruge absorptionskøleteknologier til at lave koldt vand vha. overskudsvarme fra eksisterende kraftværker.

"Min rolle som besøgende ph.d.-studerende er at indsamle data om hvor meget spildvarme der er til rådighed, og hvor stort kølebehovet er. Derefter skal jeg lave forskellige scenarier for indførelsen af fjernkøling i Singapore," siger Dominik.

Med EliteForsk-rejselegatet i hånden får Dominik også mulighed for at besøge National Renewable Energy Laboratory (NREL) i Colorado, USA, hvor forskerne fokuserer mere på den energiproducerende sektor og forholdet mellem producent og forbruger.

"Jeg ønsker at stifte erfaring med forskellige forskningsmiljøer i Asien og USA, så jeg lærer så meget som jeg kan. Indtil videre foretrækker jeg nu den danske og skandinaviske tilgang. Jeg kan godt lide at arbejde i et samfund, der værdsætter forskning som man gør i Danmark ", siger kroatiske Dominik, der faldt for Danmark som rygsækrejsende på rundtur i Europa.

EliteForsk-rejselegaterne blev uddelt af uddannelses- og forskningsminister Søren Pind ved den årlige EliteForsk-konference d. 23. februar i Glyptotekets festsal med deltagelse af flere af landets bedste forskere samt Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary, der er æresgæst ved EliteForsk-overrækningerne.

Om EliteForsk Initiativet

Uddannelses- og Forskningsministeriet uddeler hvert år fem EliteForsk-priser og op til tyve EliteForsk-rejsestipendier til nogle af landets dygtigste og mest talentfulde forskere og forskerstuderende. Priserne overrækkes på den årlige EliteForsk-konference, hvor uddannelses- og forskningsministeren, kongehuset og repræsentanter for den danske forskningsverden deltager.

Formålet med EliteForsk-initiativet er at skabe opmærksomhed om fremragende forskere og forskningens resultater. Derudover skal EliteForsk også fremhæve forskerne som rollemodeller med henblik på at tiltrække flere unge studerende til en forskerkarriere, så vi kan indfri ambitionen om at gøre Danmark til et af verdens førende og mest konkurrencedygtige videnssamfund


Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.
https://www.energy.dtu.dk/nyheder/Nyhed?id=%7B3F2C44DE-831C-4970-93BB-7570BD4B2C06%7D
25 SEPTEMBER 2020