Transparent conductive zinc oxide for touchscreens and solar panels

To unge forskere var tæt på at vinde EU-finale indenfor cleantech med nyt materiale til touch-skærme

mandag 03 nov 14

Kontakt

Dennis Valbjørn Christensen
Forsker
DTU Energi
20 96 19 46

CleanLaunchPad

CleanLaunchPad er Europas største europæiske idekonkurrence indenfor cleantech og organisationen har som mission, at den skal støtte Europas cleantech potentiale. CleanLaunchPad støtter og supporterer start-up virksomheder og unge forskere, der adresserer klimapåvirkningerne gennem deres arbejde og virke.

Deltagelse i CleanLaunchPad’s idekonkurrence foregik i tre trin, fra en national konkurrence til den internationale EU-finale, som i år blev holdt den 29. oktober i Valencia, Spanien. Se mere på: http://cleanlaunchpad.eu/

De to unge forskere Li Han og Dennis Valbjørn Christensen fra DTU Energikonvertering vandt den danske finale og kom tæt på at vinde EU-finalen i CleanLaunchpad, den største europæiske idekonkurrence indenfor cleantech. De fik rigtig god respons på nye materialer, der er 150 gange billigere end det almindeligt brugte, men dyre indium-tinoxid (ITO) i touch-skærme og solceller.

To unge forskere fra DTU Energikonvertering har fundet et billigt materiale, der både er gennemsigtig og samtidig en fremragende elektrisk leder. Det er dermed en vigtig komponent i touch-skærme og solceller, og det nye materiale er 150 gange billigere end indiumtinoxid (ITO), det materiale der anvendes i dag. Det nye materiale har derfor et stort potentiale.

To forskere, postdoc Li Han og ph.d.-studerende Dennis Valbjørn Christensen fra DTU Energikonvertering har lavet en forretningside baseret på materialet, som de først vandt den danske og derefter kom tæt på at vinde EU-finalen med i CleanLaunchpad, den største europæiske idekonkurrence inden for cleantech. 

"Jeg kender til materialerne, Dennis har viden om tynde film, og sammen udviklede vi idéen."
Li Han, postdoc ved DTU Energikonvertering

"Efter min mening har I gutter den mest lovende teknologi blandt alle de fremlæggelser, jeg har hørt her, og I bør virkelig gå efter det - det burde være ligetil for jer at gøre med dette projekt", sagde en af flere meget begejstrede dommere og arrangører efter makkerparrets fremlæggelse.

Den eneste grund til, at det danske projekt ikke vandt, var, at de manglede at beskrive klimapåvirkningen.

Rigtig god feedback

”Vi vidste allerede før vi tog til konkurrencen, at vores kvantificering af klimapåvirkningen skulle uddybes. Vi, specielt Li Han, havde arbejdet en del på dette, men vi nåede ikke at finde de virksomhedsdata, som vi havde brug for. Derfor vandt vi ikke”, siger Dennis Valbjørn Christensen:

”Hvis vi havde haft bedre mulighed for at styrke klima-delen ved at opbygge en businesscase omkring f.eks. termisk isolerende vinduer eller solceller, er jeg ret sikker på, at vi ville have været kommet på podiet. For mig virker det realistisk, at vi ville være kommet i top 2, hvis vi havde haft en stærk klima-case.”

Dommerne var helt enige og gav rigtig god feedback på projektet.

"Alt var virkelig godt undtagen den del med klimapåvirkningen. Salgstalen var imponerende, ideen er rigtig god og spørgsmål og svardelen gik godt, men desværre er dette en klimakonkurrence, og derfor er vi nødt til at have kvantificeret klimapåvirkningen", sagde en som forklaring på, hvorfor DTU’erne ikke vandt.

"Flere af dommerne stemte for jeres projekt, men i den detaljerede diskussion kunne de ikke rigtigt retfærdiggøre deres stemme, idet I manglede klimabelastningen," sagde en anden.

Den store positive respons på Li Han og Dennis Valbjørn Christensens ide er et vidnesbyrd om, hvordan et anderledes perspektiv kan gøre et rigtig godt projekt endnu bedre.

Iværksætterskole gav inspiration

Det hele startede med, at Li Han færdiggjorde sit ph.d.-projekt “High Temperature Thermoelectric Properties of ZnO Based Materials” baseret på flere års forskning i nye termoelektriske materialer, der kan bruges til at konvertere overskudsvarme til elektricitet. Men så deltog Li Hans gode ven Dennis Valbjørn Christensen, ph.d.-studerende med ekspertise i tynde film, i årets DTU-sommerskole for iværksættere.

"Jeg tog til sommerskolen med flere gode ideer, men jo mere jeg hørte om, hvad der gør gode idéer til virksomheder, jo mere tænkte jeg på at bruge Li Hans materialer til solpaneler og touch-skærme," forklarer Dennis Valbjørn Christensen, der vandt 1. præmie på sommerskolen med sin forretningsidé baseret på Li Hans forskning.

Hjemvendt til DTU Energikonvertering overtalte han Li Han og dennes vejleder, professor Nini Pryds, til at nytænke ph.d.-projektet. Det viste sig ganske rigtigt, at zinkoxid-baserede materialer kan erstatte det dyre ITO (tin-doteret indiumoxid) i touch-skærme og solpaneler, idet zinkoxid-råmaterialerne er 150 gange billigere og har de samme egenskaber.

Normalt er gennemsigtighed og elektrisk ledningsevne modstridende egenskaber: F.eks. er metaller, der jo leder strøm godt, ikke gennemsigtige, mens glas og andre gennemsigtige materialer ofte har meget lille ledningsevne. Li Hans nye zinkoxid-baserede materialer har begge egenskaber, hvilket er meget efterspurgt af de brancher, der laver solceller, tablets og smartphones, ikke mindst fordi materialet kan påføres touch-skærme og solpaneler med de samme metoder, som anvendes i dag, og samtidig er væsentlig billigere.

"Jeg kender til materialerne, Dennis har viden om tynde film, og sammen udviklede vi idéen," siger Li Han, der efter endt ph.d.-forsvar netop er startet som postdoc på DTU Energikonvertering.

Fra ide til forretning er svært

At forvandle forskning og gode idéer til gode og sunde forretningsmodeller kan være svært, så i september deltog Li Han og Dennis Valbjørn Christensen på en skandinavisk workshop for iværksættere i Göteburg, Sverige, som forberedelse til CleanLaunchPad.

"Det er noget af en udfordring, for det handler ikke så meget om produktet, men om at levere den rigtige salgstale til et ikke-videnskabeligt publikum", siger Dennis Valbjørn Christensen.

"Man kan have al mulig ekspertviden, men når man pitcher sin idé til juryen er det 90 procent business og kun 10 procent videnskab. Det handler om: Kan vi gøre dette til en solid forretning!? "

Juryen og publikum på den danske del af CleanLaunchPad troede på ideen og gav makkerparret en første præmie og en billet til den europæiske CleanLaunchPad-finale i Valencia, Spanien, hvor de kom meget tæt på sejrsskamlen.

Direktør på DTU Energikonvertering, professor Søren Linderoth, finder parrets indsats ret imponerende.

”Jeg er vældig stolt af Li Han og Dennis Valbjørn Christensens arbejde. De fik rigtig god respons på deres projekt og deres ide, og det lover rigtig godt for de fremtidige muligheder de har med deres opfindelse.”

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.