Nyt materiale til touch-skærme er 150 gange billigere

torsdag 09 okt 14

Kontakt

Dennis Valbjørn Christensen
Forsker
DTU Energi
20 96 19 46

De to ph.d.-studerende Li Han og Dennis Valbjørn Christensen fra DTU Energikonvertering har fundet frem til nye materialer, der kan erstatte det almindeligt brugte, men dyre indium-tinoxid (ITO) i touch-skærme og solceller. Materialerne har lige så gode egenskaber, men er 150 gange billigere. De to studerende har netop kvalificeret sig til EU-finalen i CleanLaunchpad, den største europæiske idekonkurrence for cleantech.

Alt udvikler sig pludselig meget hurtigt for ph.d. Li Han ved DTU Energikonvertering.

For en uge siden forsvarede Li Han sin ph.d.-afhandling " High Temperature Thermoelectric Properties of ZnO Based Materials", blækket på hans ansættelseskontrakt som postdoc er knap tørt og i mandags vandt han sammen med Dennis Valbjørn Christensen den danske afdeling af CleanLaunchpad, en idekonkurrence for cleantech.

"Jo mere jeg hørte om, hvad der gør gode idéer til virksomheder, jo mere tænkte jeg på at bruge Li Hans materialer til solpaneler og touch-skærme."
Ph.d. studerende Dennis Valbjørn Christensen om vejen fra ide til forretning

Tanken om at bruge de zinkoxid-baserede materialer til solceller og touch-skærme startede som et biprodukt af Li Hans mangeårige forskning i materialerne. Men så deltog Li Hans gode ven Dennis Valbjørn Christensen, der er ph.d.-studerende med ekspertise i tynde film, i dette års DTU sommerskole for iværksættere.

"Jeg tog til sommerskolen med flere gode ideer, men jo mere jeg hørte om, hvad der gør gode idéer til virksomheder, jo mere tænkte jeg på at bruge Li Hans materialer til solpaneler og touch-skærme," forklarer Dennis Valbjørn Christensen, der vandt 1. præmie på sommerskolen med sin forretningsidé baseret på Li Hans forskning.

Hjemvendt til DTU Energikonvertering overtalte han Li Han til nytænke sit ph.d.-projekt, og det viser sig, at zinkoxid-baserede materialer muligvis kan erstatte det dyre ITO (tin-doteret indiumoxid) i touch-skærme og solpaneler, idet zinkoxid-råmaterialerne er 150 gange billigere og har de samme egenskaber.

Normalt er gennemsigtighed og elektrisk ledningsevne modstridende egenskaber: Fx er metaller, der jo leder strøm godt, ikke gennemsigtige, mens glas og andre gennemsigtige materialer ofte har meget lille ledningsevne. Li Hans nye zinkoxid-baserede materialer har begge egenskaber, hvilket er meget efterspurgt af de brancher, der laver solceller, tablets og smartphones.

"Jeg kender til materialerne, Dennis har viden om tynde film, og sammen udviklede vi idéen," siger Li Han.

At forvandle forskning og gode idéer til gode og sunde forretningsmodeller kan være svært, så i september deltog Li Han og Dennis Valbjørn Christensen på en skandinavisk workshop for iværksættere i Göteburg, Sverige, som forberedelse til CleanLaunchPad.

"Det er noget af en udfordring, for det handler ikke så meget om produktet, men om at levere den rigtige salgstale til et ikke-videnskabeligt publikum", siger Dennis Valbjørn Christensen.

"Man kan have al mulig ekspertviden, men når man pitcher sin idé til juryen er det 90 procent business og kun 10 procent videnskab. Det handler om: Kan vi gøre dette til en solid forretning!? "

Juryen og publikum på den nationale CleanLaunchPad troede på ideen, så for to dage siden vandt Li Han og Dennis Valbjørn Christensen 1. præmien i den danske del af CleanLaunchPad-konkurrencen.

De to venner og kolleger skal nu til EU-finalen i CleanLaunchPad i Valencia, Spanien, i slutningen af ​​oktober.

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.